Sådan deltager du sikkert

Online julekalendere er gratis, men de er ikke uden betingelser. Som regel betaler du med din e-mail og et ja til nyhedsbreve. Her er, hvad du skal vide, før du sætter fluebenet.

Du siger ja til reklame – og det skal stå tydeligt

Det er lovligt for en virksomhed at kræve, at du siger ja til nyhedsbreve for at være med i en konkurrence. Men det skal være lige så tydeligt, at du giver samtykke, som at du kan vinde en præmie. Ifølge Forbrugerombudsmanden skal samtykket blandt andet fortælle dig:

  • Hvem der må kontakte dig – virksomhedens navn
  • Hvordan – fx e-mail eller sms
  • Om hvad – hvilke varer eller ydelser. “Nyheder og gode tilbud” er ikke nok
  • At du altid kan trække samtykket tilbage

Fluebenet må aldrig være sat på forhånd. Er det det, er samtykket ikke gyldigt.

Du beholder dit lod, selvom du framelder dig

Har du først fået dit lod i konkurrencen, må du som udgangspunkt ikke miste det, fordi du bagefter trækker dit samtykke tilbage. Forbrugerombudsmanden sidestiller det med at skulle “betale” for at framelde sig. Der findes én undtagelse: Virksomheden kan sætte som betingelse, at du modtager en bestemt mængde markedsføring først – men så skal det stå tydeligt i selve konkurrencen, ikke kun bag et link.

Sådan framelder du dig

Alle nyhedsbreve skal have en let og gratis måde at framelde sig på – typisk et link nederst i mailen. Du skal kunne framelde dig via samme kanal, som du modtager reklamen på.

Tegn på, at du skal holde dig væk

  • Du skal betale noget for at modtage en præmie, du “allerede har vundet”
  • Du bliver bedt om kortoplysninger, CPR-nummer eller adgangskoder
  • Det fremgår ikke, hvilken virksomhed der står bag
  • Der står ingen vilkår – fx hvornår vinderen trækkes, og hvad præmien er værd

En rigtig konkurrence skal oplyse den enkelte præmies værdi, hvor mange præmier der er, hvordan vinderen findes, og hvornår der trækkes.

Kilde: Forbrugerombudsmandens vejledning om indhentelse af samtykke og brug af konkurrencer.